Klager, merit og dispensation
Du kan på Aalborg Universitet klage over alle forhold, der vedrører universitets virke. Inden en eventuelt klage er det en god idé at kontakte SUND studievejledning eller eventuelt den du agter at klage over (fx en underviser). Hvem klagen skal afgives til samt tidsfristen for afgivelsen ser du på siden Klagevejledning til studerende.
Hvad er merit?
Merit betyder, at du bliver fritaget for at bestå en del af din uddannelse, fordi du allerede har bestået en lignende aktivitet på en anden uddannelse.
Merit ved optag/startmerit
Du har pligt til at oplyse, hvis du tidligere har bestået elementer på andre uddannelser, som kan give merit på den uddannelse, du søger ind på. Læs mere om dette på AAUs side om merit ved optag.
Forhåndsmerit/merit
Du kan søge om forhåndsmerit, inden du tilmelder dig en aktivitet uden for studieordningen, og du får dermed studienævnets tilsagn om, at du kan få merit for aktiviteten, når du har bestået den. Dette er fx relevant, hvis du vil på udlandsophold eller tage valgfag ved andre universiteter.
Du søger om forhåndsmerit via denne blanket.
Når du har søgt om forhåndsmerit, foretager studienævnet en faglig vurdering og sender afgørelsen til din student-mail. Behandlingen af forhåndsmerit tager ca. 3-4 uger.
Fristen for ansøgning om forhåndsmerit
- til efterårssemester 1. april
- til forårssemester 1. oktober
Efter du har bestået den aktivitet, du har fået forhåndsmerit for, skal du snarest muligt sende beviset til studienævnet, som sørger for at meritten bliver registreret i STADS.
Læs mere på AAU's side om vejledning til merit.
Du kan søge studienævnet om dispensation til bl.a.:
- Særlige prøvevilkår (fx forlænget tid til eksamen)
- Ekstra prøveforsøg
- Ændret eksamensform
- Ekstraordinær eksamen
- Udsættelse af afleveringsfrist
- Udsættelse af prøveforsøg
- Førsteårsprøven (Deltagelseskravet og 24-måneders reglen)
(Deltagelseskravet betyder, at du automatisk tilmeldes det første eksamensforsøg i alle kurser på 1. og 2. semester og dermed skal deltage i alle eksaminer på 1. og 2. semester. Hvis du udebliver fra en eksamen, opfylder du ikke deltagelseskravet
24-måneders reglen vil sige, at du har 24 måneder til at bestå alle dine eksaminer på 1. og 2. semester)
Studievejledning
Studienævnet anbefaler, at du kontakter din studievejleder, hvis du oplever udfordringer med at følge studiet på normeret tid. Studievejlederen kan vejlede i hvordan du lægger en realistisk studieplan.
Dette skal med i din ansøgning om dispensation:
- Navn og studienummer
- Studieretning og semester
- Oplysning om, hvad der ansøges om dispensation for
- Forklaring af forløbet og hvilke særlige omstændigheder, der har gjort ansøgningen nødvendig. Studienævnet kan kun imødekomme ansøgninger, hvor der foreligger særlige omstændigheder som kan begrunde dispensation fra reglerne. Studienævnet må ikke inddrage studieegnethed i afgørelsen
- Særlige omstændigheder inkluderer bl.a. egen sygdom, sygdom hos nærtstående, som man skal passe, og dødsfald i nærmeste familie.
- Ved ønske om udsættelse af projektaflevering: Bemærk at særlige omstændigheder som udgangspunkt ikke inkluderer manglende data, da tidsplanlægningen af projektarbejdet skal tage højde for udfordringer i dataindsamlingen.
- En eksamensopgørelse (komplet studiejournal fra STADS selvbetjening)
- Hvor begrundelsen for de særlige omstændigheder er helbredsproblemer, skal du vedlægge dokumentation i form af lægeerklæring eller anden relevant dokumentation – se vejledning vedr. dokumentation. Øvrige særlige omstændigheder bør så vidt muligt også dokumenteres (f.eks. ved dødsannonce).
- Ved ansøgning om forlænget tid pga. ordblindhed skal du vedlægge dokumentation i form af f.eks. brev om bevilling af IT-rygsæk
- Ved ansøgning om ekstra prøveforsøg skal du vedlægge en redegørelse for din samlede studiesituation og en plan for, hvordan du konkret vil forberede dig på at bestå eksamen, hvis du bliver bevilget dispensation
Sagsbehandlingstid
Der er varierende sagsbehandlingstid ved ansøgninger om dispensation. Ansøgninger behandles løbende i et udvalg under studienævnet, men ansøger må forvente en sagsbehandlingstid på mindst 14 dage.
Studienævnet kontakter i enkelte tilfælde ansøger med henblik på indhentning af yderligere oplysninger. Enkelte sager, som falder uden for studienævnets principper for behandling af dispensationsansøgninger, behandles på studienævnsmøder.
Se kalenderen for studienævnsmøder her på siden.
Studieadministrationen vil være ferielukket mellem jul og nytår, i påsken samt 3 uger i sommerferien inkl. uge 29 og 30.
Sådan søger du
Du søger dispensation ved at sende en mail til dit studienævn, hvor du i emnefeltet angiver uddannelse og semester:
- Studienævn for Idræt og Folkesundhedsvidenskab
- Studienævn for Medicin
- Studienævn for Sundhed og Teknologi
Læs mere om dispensationsmuligheder på AAU's side om vejledning til dispensationer.